Kunstnerisk CV af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen.

Kunst og ekstase

 

Om Ole Bades malerier

 

 

”Solguden i underverdenen” hedder et af Ole Bades nyeste malerier. Et maleri, kunstneren selv synes er så vigtigt, at det pryder forsiden af hans hjemmeside.

Det er da også et maleri, som indeholder hele essensen af Ole Bades kunstneriske univers.

For det første viser titlen hen til den dobbelthed, der altid præger hans malerier. En dobbelthed, som har at gøre med lys og mørke. Med de to urgamle symboler på selve eksistensens grundlæggende vilkår, solsiden og natsiden, det livgivende og truende. Hos Ole Bade er denne dobbelthed imidlertid ikke angstfremkaldende, som man f.eks. finder det i Richard Mortensens og Egill Jacobsens malerier i årene umiddelbart op til og under 2. verdenskrig. Sådan er verdenen nu engang indrettet. Det er tilværelsens lod, som vi ikke kan lave om på og døden er en lige så naturlig del af altings sammenhæng som det spirende liv. En livsopfattelse, der i sin erkendelse af de kosmiske kræfters evige cyklus, nærmest må kaldes holistisk,

Titlen på maleriet er derfor også meget rammende for Ole Bades forhold til selve det at skabe kunst.

Selvom farven er udgangspunktet, er det ikke det formalistiske studium, den ”rene farve”, der har kunstnerens interesse. Ole Bade er ikke konkret abstrakt som f.eks. en Ole Schwalbe, en Poul Gadegaard eller en Poul Gernes. Inspirationen kommer snarere, bevidst eller ubevidst, fra Kandinsky og dennes tanker om farver og former som besjælede fænomener, henvisende til fænomener uden for maleriets todimensionale sfære, til det transcendentale. En inspiration, der også kan udvides til Sigurd Swanes maleri, der ofte, især i de tidlige år, har karakter af ekstatiske og nærmest religiøse naturstudier.

Ole Bade maler også med en ekstrem indlevelsesevne. Maler dyr og insekter, landskaber, sol og måne, eventyr, myter, sindsstemninger, stort og småt, mikroskopisk og makroskopisk, objekter fra den virkelige verden og syner fra sindets indre dyb. Stilen er ekspressiv, ingen tvivl om det, men ”vitalistisk” er en mere præcis betegnelse på grund af kunstnerens utroligt intense oplevelsesevne.

Selve kompositionen er som hovedregel bygget op efter et skema, man bl.a. ser i Asger Jorns mesterværk ”Livshjulet” fra 1953. Et centralt midterfelt, hvorom skyder sig elliptiske bølger af energi, der gør billedet dynamisk og pulserende. Dynamisk og pulserende på den anti-centralperspektiviske måde, som COBRA-kunstnerne dyrkede med forbilleder i vikingetidens slyngede arabesker, den romanske kirkekunst, børnetegningerne og de sindssyges, sådan opfattede Asger Jorn det i hvert fald, rene, spontane og tvangsfri kunst.

I det hele taget er det COBRA-kunsten Ole Bade lægger sig op af. Ikke som bleg imitator, men med den kraft, den begejstring og den visionære styrke, man finder i de bedste billeder af Jorn, Carl-Henning Pedersen, Ejler Bille og Egill Jacobsen. Bille og Jacobsen, hvis fugle- og insektmalerier fra 1940´erne Ole Bade fornyr med forbløffende styrke.

På den måde er hele Ole Bades kunstneriske produktion et studium i intens farvekraft, spontan indlevelsesevne, umættelig nysgerrighed og smittende begejstring. Hans lyst til eksperimenter er konstant, for det at undres over livet i sin mangfoldighed er en indbygget dimension af hans kunstneriske virke. Man kan også sige det på den måde - at Ole Bade er en rigtig god kunstner.

 

Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen

Hurra for Asger, 90 x 120, 2011.